Samaritter

Samaritter - et sundhedsberedskab på højeste niveau

Røde Kors har over 800 frivillige samaritter, der tilsammen udfører langt over 30.000 behandlinger om året. Vi er Danmarks største udbyder og vores frivillige er uddannede i at yde den bedste førstehjælp.

Vores samaritter er opdelt i 2 kategorier. De almindelige samaritter har en meget grundig førstehjælpsuddannelse suppleret med vores egen sundhedsfaglige uddannelse i Røde Kors. Derudover har vi en gruppe samaritter med sundhedsfaglig baggrund i deres ”civile” liv, som har fået en særlig efteruddannelse i Røde Kors, så de er i stand til at kalde sig Medics. Begge kategorier yder behandlinger under vores korpslæges delegation/ansvar.

Som supplement til samaritter og Medics kan vi også tilbyde assistance fra frivillige læger og sygeplejersker, som hyres ind til skræddersyede arrangementer og events.

Vores samlede samaritter aktivitet kan dække kundernes krav til hjælp og sikkerhed helt fra at sætte plaster på en vabel og til at yde lægehjælp i akutte livreddende situationer.

Gennem hele vores arbejde tilstræber vi, at både uddannelse og materiel til vores samaritter altid er tidssvarende og har det bedst opnåelige niveau. Vores sundhedsfaglige gruppe, bestående af læger, sygeplejersker og specialistister i undervisning og pædagogik,
arbejder løbende på at udvikle og forbedre de frivilliges undervisning. Derudover gennemgår vores samaritter løbende efteruddannelse og evaluering af kompetencer.

Med Røde Kors’ samaritter sikrer du, at alle deltagere til dit arrangement er i de bedste hænder og har adgang til hurtig og effektiv førstehjælp.