Besøgstjenesten
Følelsen af ensomhed kan ramme alle, og der kan være mange forskellige grunde til den. Måske føler du dig ensom, fordi dine venner er faldet fra, eller fordi din familie er langt væk? Måske har du svært ved at komme ud blandt andre, eller måske mangler du en at tale med om stort og småt? At få et hyggeligt og nærværende besøgsvenskab kan blive et af ugens højdepunkter.
Få en besøgsven
Hos Røde Kors Odense matcher vi frivillige besøgsvenner med besøgsmodtagere, som oplever en eller anden form for ensomhed. Vores besøgsvenner er helt almindelige mennesker; pensionister, unge, mennesker i arbejde og studerende - og vi gør meget ud af at finde en besøgsven, der passer til dig! Du bestemmer sammen med din besøgsven, hvor ofte I vil ses, og hvordan I helst vil bruge jeres tid sammen. Måske mødes I over en kop kaffe og en snak om stort og småt i hverdagen og i livet. Måske finder I fotoalbummet frem og deler livets historier, måske hygger I jer med spil, laver mad og spiser sammen eller finder nogle andre fælles interesser.
Bliv frivillig i Besøgstjenesten
Som besøgsven kan du blive lyspunktet i et andet menneskes liv. Du skal blot være stabil og kunne afse en time eller to i hverdagen til at mødes med et andet menneske. Vi klæder dig godt på fra starten og gør vores bedste for at lave godt match, hvor i vil have meget tilfælles.