Samværdighed

Samværdighed

Samvær med mennesker der har en psykiatrisk diagnose

Samvær, nærvær, ligeværd … giver tilsammen ’samværdighed’ og handler om bare at være sammen med et andet menneske med respekt og i øjenhøjde. Her er diagnoser og systemer ikke vigtige, men derimod et oprigtigt ønske om at være sammen og give plads til det, man i fællesskab kan blive enige om.

Den ene samværsven er et menneske, der har en psykiatrisk diagnose eller er psykisk sårbar, mens den anden er en Røde Kors frivillig, som har lidt overskud og gerne vil lære et andet menneske at kende og måske blive et pusterum i en hverdag, hvor det tunge og svære kan fylde meget.  Samværsvennerne finder i fællesskab ud af, hvad samværet skal bestå af. Det kan være en samtale og en kop kaffe, men det kan også være en gå – eller cykeltur, en tur på café eller i biografen, eller det kan være blot at sidde lige så stille sammen med hver sin syssel hjemme hos den ene samværsven.

Samværsvennerne, der begge skal være over 18 år, bliver matchet ud fra ønsker, interesser og hvad, der praktisk kan lade sig gøre. I forventes at være sammen 2 – 4 gange om måneden, og I aftaler selv hvornår og hvor længe, I vil være sammen.

Hvis du, eller nogen du kender, kunne have brug for en samværsven, er I velkomne til at kontakte os i Samværdighed i Odense Røde Kors.

 

Vil du have en samværsven?

Måske føler du dig alene, fordi du ikke kender så mange, eller fordi du synes, det er svært at komme udenfor dit hjem. Måske kunne det være rart at have en, der kom forbi en gang imellem ... én der bare kom for at være sammen med dig og have det rart. Hvis du kunne tænke dig en samværsven, så kontakt os. Herefter vil en aktivitetsleder aftale at mødes med dig, så I sammen kan få snakket om, hvad du har brug for, og hvad du kunne tænke dig, at du og din samværsven skulle lave sammen. Når der er fundet et match, vil aktivitetslederen hjælpe jer med at mødes første gang.

 

Vil du være frivillig samværsven?

Hvis du har 4- 8 timer til overs i løbet af en måned, og hvis du kunne tænke dig at blive et kærkomment pusterum i et andet menneskets liv, så har vi brug for dig som samværsven.  Du vil ’blive klædt på’ til opgaven igennem et opstartskursus, temadage og løbende sparring – og erfaringsudveksling i små netværksgrupper, hvor du mødes med dine aktivitetsledere og de andre frivillige samværsvenner ca. hver 8 uge.  Hvis du har lyst til at høre mere eller melde dig, så kontakt os på tlf. 91 17 66 60 eller send en e-mail på odense.samvaerdighed@rodekors.dk

Kontakt Samværdighed

Lene Ranum, Jette Winther, Nick Osterhoff og Michelle Larsen

Tlf. 91 17 66 60

odense.samvaerdighed@rodekors.dk