SAMARIT – OG CIVILINGENIØR I VELFÆRDSTEKNOLOGI!

SAMARIT – OG CIVILINGENIØR I VELFÆRDSTEKNOLOGI!

benjamin

Benjamin, der er aktivitetsleder for samaritterne, er samtidigt i gang med at læse til civilingeniør i velfærdsteknologi, hvor han netop har startet et bachelorprojekt, der går ud på at kortlægge, hvordan ambulancer optager data og vitale parametre og overgiver det til hospitalerne. Jeg mødtes med ham en torsdag til samaritternes ugentlige træningsforløb til en snak om, hvad det kræver at være samarit og hvem samaritterne egentligt er.

Da jeg møder op hos samaritterne på Kildemosevej 5, er der allerede et stort fremmøde af unge, frivillige samaritter, der har taget plads ved bordene i lokalet foran en stor hvid tavle. De unge virker alle tætte, snakker, griner og udveksler historier. Tavlen, den bliver brugt til undervisning – for, som Benjamin fortæller, er der ”et ret stort krav til os”.

”Der er ret mange ting, man skal kunne i yderste konsekvens. Så det er ret vigtigt, at vi holder os skarpe og kender vores udstyr. Så derfor er der rigtigt meget træning inde over – og det gør vi om torsdagen. Sidste torsdag i måneden har vi moment aften – og der sætter vi typisk en vagt op, som vi ville gøre i virkeligheden, her på kildemosevej og har en større øvelse, hvor vi spiller, at vi har en vagt, hvor der sker forskellige ting – for ligesom at gøre det mere virkelighedsnært.”

Er der scenarier – eller vagter, som det er mere spændende af komme ud til end andre?

”Vi er jo frivillige og får ikke noget for det, andet end det gode selskab – og at vi godt kan lide at være her. Derfor ville alle samaritter nok lyve, hvis de sagde, at de elskede, når det var, der ikke skete noget. Det er lidt ligesom at træne hver torsdag og ikke få lov til at spille kamp om lørdagen. Vi håber jo ikke, at folk kommer til skade, men det er selvfølgelig sjovest for os at være der, hvis der er noget at lave – dermed ikke sagt, at folk skal dø (det håber vi selvfølgelig ikke). Men skulle der ske noget, vil vi gerne være der, så vi kan bruge de ting, vi kan. For mange er det også festivalerne, der trækker. Til Tinderbox skal vi bruge 70-75 mennesker for at dække festivalen – så det er folk fra hele landet, der dækker vagterne. Så det er sådan en lille gulerod at være med til hvert år. Det er der mange, der synes er fedt, for der hører vi selvfølgelig også musik, når vi er der. Vi står ikke nede i crowden og drikker øl, men så sidder vi på pladsen og kan høre det hele.”

Hvad kræver det at være samarit?

”Det kræver, at man er 18 år gammel, at man er i relativ fysisk form (man skal kunne give hjertemassage i hold af 2 personer i 10 minutter, du skal kunne bære en båre 60 meter på hold af 4).  Det er en regel vi har sat op, så den er ret målfast/nem. Man skal have forståelse for alvoren i samarittertjenesten, og ikke kun drikke kaffe. Og så skal man kunne formulere sig på dansk skriftligt og mundtligt.  Hvis man kan det – så kan man være med. Så skal vi nok give den uddannelse, det kræver.”

Jeg bider mærke i, at nogen af de frivillige samaritter på holdet læser til sygeplejerske eller er i gang med en uddannelse i medicin – er det en fordel at have en uddannelse indenfor et relateret felt?

”Folk kommer fra forskellige ting. Der er selvfølgelig nogen, som læser sygeplejerske, eller som starter som samaritter og så starter på medicin eller som sygeplejerske bagefter. Der er nogen, der kommer, fordi deres hovederhverv er ambulanceredder eller sygeplejerske eller sosu-assistent og kommer ind den vej. Andre dumper bare ind. En af mine bedste venner er revisor og samarit. Han læser til revisor og skal aflevere sin kandidat nu her, jeg ved ikke, hvor han kom ind i billedet”

Det var ikke på grund af dig?

”Nej, det var den anden vej rundt faktisk. Jeg selv læser ingeniør. Der er alle mulige forskellige baggrunde, hvor folk på en eller anden måde bare har fanget interesse for det. Vores HR- ansvarlige er multimediedesigner. Og de synes også, at det er fedt her.”

Kan du bruge det at være frivillig samarit til noget?

”Jeg er ingeniør-studerende på SDU, læser til civilingeniør i velfærdsteknologi. Det er sådan noget med hjælpemidler til syge og handicappede. Jeg har lige fået et super spændende bachelorprojekt ud af min tid ved samaritterne, fordi det giver mig en indfaldsvinkel, som mine medstuderende (der også kunne skrive sådan et bachelorprojekt) ikke nødvendigvis ville have. Fordi der er mange af de ting, vi laver, der også minder om det, de laver i ambulancerne og det har jeg en så stor indsigt i, at jeg fik et ret fedt bachelorprojekt. Bachelorprojektet er en del af et større forskningsprojekt, hvor jeg skal kortlægge, hvordan ambulancerne optager data og vitale parametre og overgiver det til hospitalerne.”

Du har fortalt, at du bruger mange timer på det frivillige arbejde som aktivitetsleder i samaritterne – hvad er det, du føler, at du får ud af det?

”Jamen, jeg mødte min kæreste hos samaritterne. Min kæreste er også samarit og har været det i mange år – vi mødte hinanden i Røde Kors – og havde med hundrede procents sikkerhed ikke mødt hinanden hvis ikke vi var ved Røde Kors.  Mange af mine rigtigt gode venner kender jeg igennem Røde Kors – og specielt efter at jeg er blevet instruktør, hvor vi er nede i Svendborg og undervise. Der har vi rigtigt meget socialt, udover at vi underviser, hvor man er sammen med nogen mennesker, man ellers ikke ville have mødt. Lige så krævende, som det er for os – lige så meget føler jeg, at jeg får igen, fordi jeg har en masse gode venner nu, fra hele landet.”

Til slut fortæller Benjamin mig også stolt om den lokale statistik:

”I år, i Odense, har vi haft 1000 behandlinger – vi har behandlet 1000 mennesker, vi har sendt cirka 37 på skadestuen ud af de 1000 og 14 på hospitalet med ambulance. Så det vil sige, at cirka 90 procent af dem, vi har mødt på vagten, har vi færdigbehandlet selv. Der er selvfølgelig nogen, der bare lige skal have et plaster, men der er også mange, som nok var taget til lægevagten ellers. Så ved at vi har haft dem i hænderne, har vi både sparet dem for en masse tid, fordi de ikke skal på hospitalet – og vi har sparet landet/regionen for tid og penge, når vi kan klare det, der er i vejen. Og det er også noget af det, der giver vores rekvirenter værdi – at vi kan tage os af folk, uden at de nødvendigvis behøver komme på skadestuen. Det er i høj grad værd at få med. ”

Er du interesseret i at blivefrivillig samarit? Så kan du læse mere her