PORTRÆT AF EN NØRKLER

PORTRÆT AF EN NØRKLER

birgitte

Birgitte Bachman på 78 år er frivillig og aktivitetsleder hos Røde Kors Odenses Nørklere. Nørklerne er en gruppe damer, der mødes hver tirsdag formiddag i Seniorhuset på Toldbodgade for at strikke. Her strikker de varmt tøj, tæpper og børnetøj til nødstedte familier i hele verden. Som en sand nørkler er Birgitte både omhyggelig, detaljeret og snild til i fællesskab med de andre frivillige at finde på hvad de donerede garnrester skal bruges til.

Jeg mødtes med Birgitte en tirsdag formiddag for at høre mere om, hvad nørklerne laver. Birgitte viser både kasser med færdigtstrikkede børnetrøjer og varme tæpper frem, mens hun også får tid til at hilse på de frivillige, som de kommer ind ad døren, brygge kaffe og servere lidt rundstykker.

Og det stod hurtigt tydeligt at nørklerierne ikke kun er en hobby – men snarere en livsstil. Jeg spurgte Birgitte, hvordan hun selv endte med at være frivillig i Røde Kors Odenses strikke- og syklub, Nørklerne. Hun undskylder lidt for, at de er så få, den dag jeg kommer på besøg.

”Der plejer at være 27-28 stykker efterhånden. Det er derfor, det er besynderligt, at der ikke er flere i dag. Men det er også noget med jul og … jeg er meget forbavset over, at der ikke er flere og klokken er lige ved at være ti – det er helt, helt usædvanligt. Når der er da … hvor mange er vi nu? 10?”

Rummet bliver dog langsomt fyldt og der starter hurtigt diskussioner om afslutninger på strikketøj, garnets kvalitet og farver.

”Vi laver tøj med mange striber, fordi vi kun har en masse garnrester”, siger Birgitte.

Jeg får desuden at vide, at nogen af de frivillige er kommet her i over 20 år, at der støt er blevet flere medlemmer med tiden – og ikke mindst at nørkleriet for mange af de frivillige fungerer som afslapning og hygge, hvorfor flere også kommer tilbage efter en ferie med stakke af strikket tøj.

Jeg spørger derpå Birgitte, hvornår hun startede som frivillig hos Nørklerne:

”Det må være i september 2014 – det startede, fordi jeg altid har strikket meget i hele mit liv, men på et eller andet tidspunkt gider ens børn og børnebørn ikke at gå i håndstrikket mere –  og dukketøj kan man heller ikke strikke til de der barbiedukker, når de bliver store og til sig selv.  Jamen, man kan jo ikke blive ved at strikke og strikke og strikke – så jeg kom først i en strikkeklub ude i Dalum, hvor jeg ikke brød mig om at være – her strikkede man sådan set til eget forbrug. Men så kommer min mand herinde [i Seniorhuset]. Han har været herinde i flere år end jeg har – og så siger han til mig, at der er noget strik herinde og så hiver mig med ind. Så var der nogen damer nede i receptionen, der sagde: ”du skal op til Røde Kors”. Jeg havde faktisk ikke noget valg. Og så kom jeg herop og så røg jeg ind i det og så har jeg strikket. Det passer mig fint, at jeg ikke skal strikke til andre – selvom jeg nu er blevet shanghajet lidt af et nyt oldebarn, jeg har fået, så kan jeg heller ikke forsømme det her. Det er den måde, jeg kom ind i det på. En tilfældighed.”

Hvad er det bedste ved at være Nørkler hos Røde Kors?

”Tjae, det kunne lige så godt have været et andet sted. Jeg havde også set noget ude i kirken, der hvor jeg bor, men det var kun hver anden tirsdag – og som jeg plejer at sige; hvis der så er en enkelt gang, man ikke kommer, så går der altså for lang tid imellem at man får strikket. Hos Røde Kors kan man jo også godt komme, som man vil, men det er ligesom nemmere, når man har en fast ugedag, synes jeg. Er der sygdom, eller noget andet man skal, så er det ikke så slemt, at man er væk. Så er der ikke så stort et hul imellem”

Hvorfor blev du aktivitetsleder?

”Vi havde en aktivitetsleder, som desværre havde en del sygedage. Vi var derfor et par stykker, der prøvede at overtage lidt her ind imellem, og da hun så meldte sig helt ud, var det naturligt, at en af os –og det blev altså mig – tog helt over. Jeg regnede med, at jeg sådan skulle sidde og hygge lidt og finde noget garn frem en gang i mellem og måske lige vide, hvad folk hedder, lave en liste og så punktum finale. Men det gør mig ikke noget at stå for det administrative, for jeg har jo været sekretær hele mit liv, så det taler til mit gen.”

Hvilke opgaver har du som aktivitetsleder?

”Jamen, der er jo alt det der, man skal sidde og læse på computeren og så tager jeg jo og printer det ud i dyre domme. Min mand han tror jo at jeg drikker printervæsken derhjemme, når han ikke ser det. Og så tager jeg derhen ind og kopierer det – det der skal være flere eksemplarer af. Og laver lister og tager imod de nye og registrerer dem og laver de der 3 eksemplarer af frivilligaftalen. Og så holder jeg øje med, når de har runde fødselsdage, sølv- og guldbryllupper, hvor de får en lille erkendtlighed, som jeg af og til er ude for at købe. Det tager noget tid, men det har jeg jo heller ikke noget imod Men det er sådan nogen ting jeg laver – og jeg har ikke noget imod at gøre det, men sommetider tager det meget tid.”