Besøgstjenesten har holdt julehygge

Besøgstjenesten har holdt julehygge

Julen er jo traditionernes tid, og hos Røde Kors´ Besøgstjeneste har vi den tradition, at vi afholder et julearrangement for alle vores vennepar. Og endnu engang dannede lokalerne på Skibhuscentret en perfekt ramme om arrangementet søndag 24. november, hvor godt 70 glade deltagere var samlet i nogle timer.

Efter velkomsten var der gløgg og æbleskiver i rigelige mængder til alle, og imens der blev snakket og spist, sørgede 5 musikere (”Det Sorte Guld”) for musik i baggrunden, og der blev også tid til en række fællessange.

Da der var spist godt med æbleskiver gik vi videre til næste tradition – pakkespil, hvor der var købt mange små og spændende pakker. Som sædvanligt var der godt med ”tyveri” rundt ved bordene, inden vinderne fik lov at pakke gevinsterne ud. Og her var der alt fra juleslik over julepynt til juleservietter i pakkerne.

Da gildet var slut, fik vi mange positive tilkendegivelser, så vi garanterer, at vi gentager begivenheden om et års tid.

 

Henning Holm Sørensen, besøgskoordinator